Bæredygtighedsrapportering (ikke-finansiel rapportering)

Igennem det implementerede Non Financial Reporting Directive (NFRD) og det foreslåede Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) er der fra både EU og dansk side fokus på, at bæredygtighedsrapportering skal være lige så relevant, brugbar og værdiskabende som den finansielle rapportering for virksomheder i Danmark. Læs om hvad det betyder for din virksomhed nedenfor.

I en årrække har virksomheder i Danmark i regnskabsklasse store C og D ifølge Årsregnskabsloven §99a skulle supplere ledelsesberetningen med en redegørelse for samfundsansvar. Ved virksomheders samfundsansvar forstås, at virksomheder integrerer hensyn til bl.a. miljø- og klimamæssige forhold, sociale forhold, menneskerettigheder og bekæmpelse af korruption i deres forretningsstrategi og forretningsaktiviteter. 

Tilmed skal virksomheder, der ikke har politikker på området, forklare hvorfor de ikke har en politik på området, jævnfør ’følg eller forklar’-princippet.

Vil du vide mere om, hvor bæredygtighedsrapporteringen er på vej hen, så se eller gense Årsrapportprisen 2021 her.

Hvem er omfattet:
  • Virksomheder i regnskabsklasse Store C, som overskrider mindst to af nedenstående tre størrelsesgrænser:
    • En balancesum på 156 mio. kr.
    • En nettoomsætning på 313 mio. kr.
    • Et gennemsnit antal heltidsbeskæftigede på 250.
  • Virksomheder i regnskabsklasse D - børsnoterede selskaber og statslige aktieselskaber.

Læs hele Årsregnskabsloven §99a her.

ESG-nøgletal

For at styrke virksomheders bæredygtighedsrapport, kan man gøre brug af ESG-nøgletal, som er de ikke-finansielle nøgletal. ESG står for ’Environmental, Social og Governance’ og er den engelske forkortelse for miljø, sociale forhold og god selskabsledelse.

Investorer, analytikere og mm. efterspørger i stigende grad ESG-nøgletal, når de skal vurdere et selskabs evne til værdiskabelse, risikohåndtering og langsigtede vækstmuligheder. ESG-nøgletal er derfor blevet en vigtig del af mange virksomheders rapportering ved at tage udvalgte væsentlige ESG-nøgletal med i virksomhedens bæredygtighedsrapport og/eller i selve årsrapporten.

ESG-nøgletal kan blandt andet omfatte (eksempler):

  • E – nøgletal som CO2 udledninger og  energiforbrug
  • S – nøgletal som sygefravær, arbejdsulykker og lønforskel mellem køn
  • G – nøgletal som mødeprocent på bestyrelsesmøder og bestyrelsens M/K sammensætning
Ny vejledning om opmærkninger af ESG-nøgletal

Da redegørelsen for virksomhedens samfundsansvar blandt andet skal indeholde oplysninger om de ikke-finansielle nøgleresultatindikatorer, som virksomheden bruger (ESG-nøgletal), er den digitale indberetning af årsrapporten blevet opdateret med en række frivillige opmærkningsfelter til ESG-nøgletal. Det er ligeledes også blevet muligt for virksomheder at opmærke sine politikker for samfundsansvar og oplysninger om due diligence-processer.

Den 9. juni 2021 har Erhvervsstyrelsen udgivet en vejledning i opmærkning af ESG-nøgletal, du kan finde vejledningen her.

Mere om §99a

 Årsregnskabsloven §99a implementerer EU-regnskabsdirektiv 2014/95/EU om ikke-finansiel rapportering.

Ændringerne til årsregnskabsloven er trådt i kraft i to tempi for hhv. 2016 og 2018 regnskabsåret og er nu fuldt implementerede.

Siden regnskabsåret, der startede 1. januar 2016, har større virksomheder i regnskabsklasse D med 500 ansatte eller derover været omfattet af Årsregnskabsloven §99a. Mindre virksomheder i regnskabsklasse D med under 500 ansatte samt større virksomheder i regnskabsklasse C har siden regnskabsåret, der startede 1. januar 2018, været omfattet af lovændringerne. Der er dermed tale om de årsregnskaber, som offentliggøres foråret 2019 eller senere.

Ny bæredygtighed, compliance og rapportering (ESG)

Danske virksomheder står formentlig overfor den største ændring i deres rapportering, når de nye krav om bæredygtighedsrapportering træder i kraft – forventeligt fra og med 2024.

Du kan læse mere om de forventede nye krav her.
Gry Saul

Gry Saul

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3778
  • Mobil +45 5369 2509
  • E-mail grsa@di.dk

Relateret indhold