25.09.19 DI Transport Nyheder

DI Transport ser frem til klimadrøftelser efter hæsblæsende år

Formanden for DI Transport Anne Kathrine Steenbjerge, adm. direktør hos Ancotrans A/S, valgte i sin beretning til DI Transports generalforsamling at se fremad mod klimadrøftelser.

”Vi har alle et ansvar for klimaet. Over for os selv, hinanden og vores børn. Transporten står for ca. en fjerdedel af Danmarks CO2-udledning. Derfor er vi en del af udfordringen. Men husk på: Vi er også en del af løsningen.” sagde DI Transports formand Anne Kathrine Steenbjerge i sin beretning.

DI Transport er klar til at byde ind med konkrete løsningsforslag, som f.eks. bedre kollektiv transport, elektrificering af jernbanen, bedre vilkår for alternative drivmidler i lastbiler og busser, samt et klimapartnerskab for luftfarten.

DI Transports formanden opfordrede til tættere samarbejde om klimadagsordenen.

”Den grønne omstilling kommer ikke af sig selv. Der er ingen transportvirksomheder, der kan løfte den udfordring alene. Der er ingen transportvirksomhed, der kan tage den merinvestering i lastbiler, busser eller taxaer på alternative drivmidler, hvis udsigten er, at man bliver udkonkurreret og må dreje nøgle om. Det er en udfordring, der kræver politisk vilje, og vores kunders engagement.” Lød det blandt andet fra Anne Kathrine Steenbjerge.

Der skal investeres mere i infrastruktur

Det koster dyrt, når vi hænger fast i trafikken. Derfor skal investeringerne i infrastruktur øges forklarede DI Transports branchedirektør Michael Svane:

”Vi skal have øget investeringerne i vores vejnet markant. Men vi kan ikke klare udfordringen ved kun at bygge nye veje. Vi skal også investere i den kollektive transport, i banegodstransport og bedre forhold for cykler, så det er et  samlet, attraktivt, velfungerende transportsystem, der giver lidt mere plads på vejene til erhvervstransporten, men også markant bedre mobilitet for medarbejdere, studerende og skolebørn.” lød det fra Michael Svane.

DI fremlagde i april 2019 et oplæg til en investeringsplan frem mod 2030, der øgede investeringerne i den nødvendige udbygning af infrastrukturen. DI Transport opfordrede til at politikkerne støtter op om en langsigtet plan.

”Vi har brug for en langsigtet plan, der hviler på en bred politisk aftale i Folketinget. Det er afgørende for transportbranchen at kende de langsigtede planer for investeringerne i infrastruktur. ” sagde DI Transports branchedirektør Michael Svane.

 

 

Skrevet af:

Rune Noack

Relateret