Fotokredit: Colourbox

12.10.21 Bilbranchen Nyheder

Nyt i Autotaks: Lakmaterialepriser opdateret

Forsikring & Pension har udsendt meddelelse til branchen om, at lakmaterialepriserne er opdateret. Samtidig indføres et nyt felt på skadesrapporten, hvor seneste dato for prisopdatering nu fremgår.

Mandag den 4. oktober opdaterede Forsikring & Pension lakmaterialepriserne i Autotaks. Seneste opdatering var i maj måned i år, og typisk foregår prisopdateringerne to gange om året.

Denne gang må således vurderes at være ekstraordinær, idet opdateringen kommer uden for de to sædvanlige tidspunkter for opdatering; typisk april og november. Ændringerne indeholder i denne omgang en gennemsnitlig stigning på ca. fem pct.

Den ekstraordinære prisstigning skyldes, at lakmaterialepriserne i branchen er steget ekstraordinært i år på grund af de generelle råvareprisstigninger – og som bl.a. skyldes mangel på råvarer hos flere leverandører.

Bilbranchen har i samarbejde med Danmarks Farve- og Limindustri (DFL) gjort opmærksom på over for Forsikring & Pension, at der har været et ekstraordinært behov for opdatering af priserne i Autotaks, for at tage højde for markedets ekstraordinære prisstigninger.

På grund af de særlige prisjusteringer, vi har set i branchen i løbet af året, som adskiller sig markant fra andre år, har vi sammen med lakleverandørerne haft brug for, at Forsikring & Pension fik opdateret priserne i Autotaks. Opdateringen skete hurtigt fra vi sendte eksemplerne til Forsikring & Pension til de fik opdateret dem i Autotaks, så det kvitterer vi naturligvis for. Thomas Møller Sørensen, Branchedirektør

Nyt felt på skadesrapporten giver bedre overblik
Ud over prisstigningen på lakmaterialerne har Forsikring & Pension også indført en ændring på skadesrapporten, som nu gør det muligt at se, hvornår de anvendte lakmaterialepriser senest er opdateret. På lakfanen vil den seneste dato for opdatering af lakmaterialepriserne således fremgå på rapporten i Autotaks.

Seneste dato vises på følgende måde: MATERIALEPRIS DATO 04.10.2021.

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret indhold