GettyImages
01.07.19 Bilbranchen Nyheder

Vigtig information omkring håndhævelse af nye varebilsregler

I forbindelse med de nye regler for varebilskørsel, der træder i kraft den 1. juli, har Færdselsstyrelsen aftalt med politiet, at politiet i de første tre måneder vil forholde sig vejledende over for de chauffører og vognmænd, der bliver standset og kontrolleret.

Baggrunden for denne aftale med politiet er, at Færdselsstyrelsen fortsat har mange ansøgninger modtaget senest 1. april, hvor et eller flere af kravene for at få udstedt en tilladelse ikke er opfyldt. Dertil kommer, at styrelsen har modtaget mange ansøgninger efter den 1. april. Derfor har Færdselsstyrelsen aftalt med politiet, at politiet i de første tre måneder efter varebilskravene er trådt i kraft – det vil sige i perioden 1. juli – 30. september – vil forholde sig vejledende over for de varebilschauffører og vognmænd, der standses og kontrolleres.

De nye regler for tilladelses- og uddannelseskrav på varebilsområdet træder i kraft den 1. juli. De indebærer blandt andet, at virksomheder skal være i besiddelse af en tilladelse, hvis virksomheden efter den 1. juli fortsat skal køre godskørsel for fremmed regning med dansk indregistreret varebil eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 2.000 kg. og fragter gods med en samlet vægt på mere end 11 kg. pr. stykgods.

Status på Færdselsstyrelsens sagsbehandling
Færdselsstyrelsen er i gang med at behandle de modtagne ansøgninger; i første omgang dem, som styrelsen har modtaget inden fristen den 1. april og dernæst dem, styrelsen har modtaget efter denne frist. Behandlingen sker i den rækkefølge, som ansøgningerne er modtaget. Færdselsstyrelsen har behandlet eller er fortsat i færd med at behandle de ansøgninger, der er indsendt senest den 1. april. Der er forsat mange ansøgninger modtaget senest 1. april, hvor et eller flere af kravene for at få udstedt en tilladelse ikke er opfyldt. Styrelsen fortsætter sagsbehandlingen snarest muligt efter den påkrævende dokumentation er modtaget. Ansøgninger, der er indsendt til styrelsen efter den 1. april 2019, kan ikke forventes at være færdigbehandlet inden den 1. juli 2019. Det betyder, at virksomhederne ikke lovligt må udføre godskørsel for fremmed regning efter den 1. juli.

Bemærk

I disse tre måneder – dvs. juli-september (inkl.) – skal køretøjet naturligvis fortsat leve op til færdselslovens øvrige regler for at færdes lovligt på offentlig vej. Politiets vejledende indsats gælder altså alene reglerne om varebilstilladelser.

Se mere hos Færdselsstyrelsen

www.varebilskrav.dk
Karoline H. Thomsen

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret indhold