Fotokredit: EU

17.11.20 Bilbranchen Nyheder

EU lancerer bud på indholdet af ny gruppefritagelse

Kommissionen trykprøver netop nu nogle af de ændringer, den nye gruppefritagelse kan vise sig at indeholde. Der er dog fortsat tale om potentielle ændringer uden garanti for, at disse elementer vil finde vej til den endelige version, som træder i kraft i 2022.

Resultatet af evalueringen af den vertikale gruppefritagelse, som gælder for alle brancher, blev offentliggjort i september 2020. Evalueringen viste, at der fortsat er behov for en gruppefritagelse, men at der er behov for at ændre flere ting. Dette skyldes i særdeleshed udbredelsen af onlinesalg, nye markedsaktører og webportaler for prissammenligning.

EU-Kommissionen offentliggør i 2021 et udkast til den reviderede vertikale gruppefritagelse med tilhørende vejledende retningslinjer. Man skal have in mente, at gruppefritagelsen ikke kun omfatter bilbranchen og at de foreslåede ændringer er baseret på input fra mange forskellige brancher. Af interesse for bilbranchen har evalueringen udløst forslag til ændringer på følgende områder:

Når importøren også er detailforhandler/parallel distribution
Det ligger inden for den gældende gruppefritagelses rammer, at en fabrik eller importør kan konkurrere med sine forhandlere på detailniveau. Udviklingen i onlinesalg har øget denne parallelle distribution til et niveau, hvor det ikke længere er ubetydeligt. Der er derfor behov for at se på, om dette skal reguleres.

Kommissionen ser på forskellige muligheder. Det overvejes bl.a. at regulere parallel distribution gennem kun at tillade dette for leverandører, der har en begrænset markedsandel. Der ses også på helt at fjerne muligheden for parallel distribution fra gruppefritagelsen.

Aktivt og passivt salg
Mens de nuværende regler ikke tillader restriktioner for passivt salg, er det i et vist omfang tilladt at fastsætte begrænsninger for en forhandlers aktive salg. Under evalueringen af den nuværende gruppefritagelse er der foreslået mulighed for at etablere ”delt eksklusivitet" mellem to eller flere forhandlere i et bestemt område og mulighed for at kombinere eksklusiv og selektiv distribution.

Kommissionens umiddelbare bud på en regulering kunne være at give fabrik/importør lov til at indføre flere restriktioner for aktivt salg. Som en anden løsning peger Kommissionen også på at sikre en mere effektiv beskyttelse af selektive distributionssystemer.

Onlinesalg
Onlinesalg har udviklet sig til en velfungerende salgskanal i løbet af det sidste årti, mens fysiske butikker står overfor stigende pres. Onlinesalg betragtes som passivt salg, som der efter den nuværende gruppefritagelsen ikke kan indføres restriktioner for. Da denne salgsform, siden gruppefritagelsen senest blev revideret, har udviklet sig væsentligt, kan der i den nye gruppefritagelse vise sig behov for at fastsætte nogle nye regler herfor.

Det foreslås f.eks. at tillade prisdifferentiering for produkter solgt online i forhold til produkter solgt fra fysiske butikker. Et andet forslag på en løsning kunne være at tillade forskel på krav, der stilles til webbutikker og til fysiske butikker.

Næste skridt i processen
I slutningen af året indledes næste skridt i processen mod udformningen af en revideret gruppefritagelse, som er en offentlig høring. Høringen vil give mulighed for at komme med kommentarer og bemærkninger til bl.a. de forslag, som er nævnt ovenfor. Bilbranchen deltager naturligvis i høringen gennem alliancen for europæiske forhandlere og værksteder, AECDR.

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret