06.11.20 Bilbranchen Nyheder

Ingen mulighed for tilbagebetaling af gebyr for eksportgodtgørelse

Lovgivningen levner ikke mulighed for at tilbagebetale gebyrer for anmodning om eksportgodtgørelse, som er betalt i perioden 1. januar 2020 - 30. juni 2020.

Lovgivningen muliggør ikke tilbagebetaling af gebyr
Motorstyrelsen har undersøgt, om det er muligt at tilbagebetale gebyr for anmodning om eksportgodtgørelse, når det anmeldte køretøj ikke er udført fra landet indenfor de fastsatte frister pga. restriktioner som følge af COVID-19, eller når anmodningen er afvist pga. tinglyst pant mv. i køretøjet.

Resultatet af denne undersøgelse er, at lovgivningen ikke giver mulighed for tilbagebetaling af gebyr for anmodning om eksportgodtgørelse, som er betalt i perioden 1. januar 2020 - 30. juni 2020, og derfor kan Motorstyrelsen ikke tilbagebetale gebyret.

Regelgrundlag for gebyr for anmodning om eksportgodtgørelse
Det fremgår af registreringsafgiftsloven, at der sammen med en anmodning om godtgørelse af afgiften skal betales et gebyr.

Gebyret for anmodning om eksportgodtgørelse blev indført med virkning fra og med 1. januar 2020.

Gebyret havde i perioden 1. januar 2020 - 30. juni 2020 karakter af en skat, da gebyret blev opkrævet både hos selvanmeldere, andre virksomheder og borgere. Fra 1. juli 2020 og frem er der dog i stedet tale om et omkostningsdækkende gebyr, som skal dække Motorstyrelsens gennemsnitlige omkostninger til sagsbehandling i forbindelse med anmodning om eksportgodtgørelse.

Manglende udførsel pga. COVID-19
Motorstyrelsen er bekendt med, at en række virksomheder har været forhindret i at udføre køretøjer, som er anmeldt til eksport i perioden, hvor grænserne var lukket som følge af COVID-19.

Motorstyrelsen har dog ikke mulighed for at tilbagebetale gebyr for anmodning om eksportgodtgørelse, da der ikke i lovgivningen er nogen mulighed for at tilbagebetale gebyret i den periode, hvor gebyret har haft karakter af en skat, dvs. i perioden 1. januar 2020 - 30. juni 2020. Det gælder også, selvom der foreligger særlige omstændigheder som f.eks. COVID-19-restriktioner.

Afvisning pga. tinglyst pant mv.
Anmodning om eksportgodtgørelse afvises, hvis der er tinglyst pant i køretøjet på det tidspunkt, hvor der anmodes om eksportgodtgørelse.

Motorstyrelsen har af samme grunde som ovenstående ikke mulighed for at tilbagebetale gebyr for anmodning om eksportgodtgørelse for perioden 1. januar 2020 - 30. juni 2020, når anmodningen om eksportgodtgørelse er afvist pga. tinglyst pant, udlæg eller ejendomsforbehold i køretøjet.

Eksportgebyret betales i forbindelse med, at der anmodes om eksportgodtgørelse, men afvisningen sker først, efter der er anmodet og betalt gebyr. Der er altså pligt til at betale gebyret, uanset om anmodningen senere måtte blive afvist.

Regler fra 1. juli 2020 og frem
Skatteministeren har udstedt en bekendtgørelse om opkrævning af gebyr i forbindelse med anmodning om eksportgodtgørelse for brugte motorkøretøjer.

Bekendtgørelsen trådte i kraft 1. juli 2020 og gælder kun gebyrer, som er betalt 1. juli 2020 eller senere.

Læs mere om, hvilke regler der gælder for gebyrer, som er betalt 1. juli 2020 eller senere

Nyhedsbrev af 23. juni 2020

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret