Fotokredit: Colourbox

19.06.20 Bilbranchen Nyheder

Kunde havde krav på dækning ud over fabriksgaranti pga. oplysning i slutseddel

Ankenævn for biler har truffet afgørelse i en sag om fortolkning af en slutseddel. Kunden fik medhold i sit krav om yderligere dækning i to år.

På en slutseddel fra august 2016 købte en kunde en ny bil hos en autoriseret nybilforhandler. Bilen blev leveret og registreret til kunden i november samme år. Af slutsedlen fremgik det, at der var fabriksgaranti på bilen i to år samt yderligere dækning i to år dog maksimalt 120.000 km. I slutsedlens specifikation af ekstraudstyr og i vognfakturaen var den ekstra dækning ikke omtalt. I januar 2020, hvor bilen havde kørt ca. 83.000 km. klagede kunden til Ankenævn for biler, da der mellem parterne var opstået uenighed om, hvorvidt kunden havde krav på den i slutsedlen omtalte ekstra dækning til og med november 2020.

Kunden, der ikke stod med en aktuel fejl på bilen, argumenterede med der var aftalt ekstra dækning på bilen, sådan som sælger havde anført det på slutsedlen under ”Service- og reklamationsbestemmel-ser". Det havde dog vist sig, at dækningen ikke var registreret i forhandlernetværkets system og derfor havde forhandleren afvist kundens krav om potentiel dækning, hvis fejl skulle opstå inden dækningens udløb i november 2020. Kunden mente, at dækningen burde gælde, når den fremgik af slutsedlen.


Forhandleren oplyste til sagen, at kunden ved aftaleindgåelse i august 2016 blev præsenteret for tilbud om tilkøb af udvidet dækning, men at kunden havde fravalgt dette og derfor ej heller var blevet faktureret for denne ydelse. Forhandleren erkendte, at dækningen var omtalt i slutsedlen, men at dette var standard og kun gældende, såfremt kunden betalte for ydelsen og tilsluttede sig særskilt aftale om denne dækning. Da kunden havde fravalgt den ekstra dækning og heller ikke havde betalt herfor, ønskede forhandleren ikke at imødekomme kundens krav.

Nævnsmedlemmerne i ankenævnet var enige om afgørelsen og udtalte bl.a., at i slutsedlens afsnit om ”Service- og reklamationsbestemmelser” er anført oplysninger om yderligere dækning i to år og 120.000 km. Efter en naturlig forståelse af aftalen må det herefter anses for aftalt, at den udvidede dækning er gældende for købet. Det forhold, at dækningen ikke er omtalt i slutsedlens specifikation af ekstraudstyr eller i vognfakturaen, kan ikke begrunde et andet resultat. Klager fik derfor medhold i klagen. Da klageren fik medhold, skal indklagede ud over at anerkende at dækning består betale sagsomkostninger til ankenævnet på 10.000 kr. ekskl. moms for sagens behandling.

Bilbranchen mener

Man skal være omhyggelig ved udfyldelse af slutsedler. Det kniber ofte med at huske mundtlige aftaler, hvis de ikke er til egen fordel, og derfor skal man sørge for at skrive i slutsedlen, at standardtilbud om f.eks. ekstra dækning er fravalgt. Det skal også haves in mente, at uklarheder eller upræcise formuleringer som hovedregel fortolkes til kundens fordel. Har man ikke fjernet fravalgte ydelser fra slutsedlen eller undladt en bemærkning om fravalget, kan man komme til at hænge på sådanne ydelser, også selv om kunden ikke har betalt for disse.

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk

Relateret