Om DSV

I dag oplever mange borgere ikke at blive udredt ordentligt. Det leder til, at de matches med de forkerte tilbud. Borgernes støttebehov risikerer at blive forværret, hvis de ikke den rette indsats i tide. For kommunen betyder det, at der skal investeres endnu mere i opfølgende indsatser.

Samtidig er der stor personaleomsætning blandt socialrådgivere, som gør det sværere at oplærer nye kollegaer og giver store videnstab i kommunerne. Vi ved, at tværgående samarbejde om ydelser og indsats virker. Det løfter kvaliteten i borgerforløbene og det øger socialrådgivernes motivation gennem øget sparring og vidensdeling. Alligevel bliver det ikke brugt i kommunerne.

Socialrådgiverne har ikke forudsætningerne til at sikre borgerne den rigtige hjælp første gang. Så længe de ikke har det, så kommer vi ikke i mål med at bremse udgiftsstigningerne på socialområdet. Derfor er brug for at styrke kommunernes myndighedsarbejde på socialområdet gennem mere tværgående samarbejde.

Vi mener, at tværgående samarbejde om ydelser og indsatser i langt højere grad skal være en fast praksis i kommunernes myndighedsarbejde på socialområdet.

Skal kommunernes myndighedsarbejde på socialområdet styrkes på lang sigt, så er der behov for en forbedring af socialrådgiveruddannelsen.

Branchen oplever generelt et manglende kendskab til de mest effektive udredningsmetoder samt det efterfølgende arbejde med indsatsvurderinger, bestillinger, udformning af handleplaner, målsætning og opfølgning blandt socialrådgivere.

Nyuddannede socialrådgivere fortæller, at de ikke føler sig kompetente til at håndtere sagers økonomiske og juridiske perspektiver. Det er afgørende at have kendskab til den samfundsvirkelighed, man arbejder i som sagsbehandler. Det handler f.eks. om kendskab til ressortfordelingen mellem socialtilsyn og kommuner samt fortolkning af vejledninger til serviceloven.

Studerende skal derfor klædes bedre på under deres uddannelse, så de opnår de nødvendige økonomiske, juridiske og metodiske kompetencer til at håndtere komplekse sager.

Vi mener, i) at socialrådgiveruddannelsen skal have større fokus på  metoder inden for bl.a. udredning, indsatsvurderinger og handleplaner, og ii) at socialrådgiveruddannelsen skal give de studerende større indsigt i det politiske system og de økonomiske og juridiske rammer omkring det sociale arbejde.

Vi vil alle gerne selv kunne bestemme, hvor vi skal bo. Desværre oplever mennesker med funktionsnedsættelser eller andre støttebehov i dag flere barrierer, der forhindrer dem i at opnå samme rettigheder som andre.

I øjeblikket har personer med varigt støttebehov ret til frit at vælge deres bosted, så længe det alternative tilbud ikke er "væsentligt dyrere" end det kommunalt anviste. Et lovforslag om en beløbsgrænse for alternative tilbud er dog i høring. Dette vil betyde, at personer med varigt støttebehov vil have markant færre tilbud at vælge mellem, når de skal beslutte, hvor de gerne vil bo. Det udgør en betydelig begrænsning af deres personlige frihed og selvbestemmelse.

Personer med et midlertidigt støttebehov har ikke indflydelse på, hvor de bliver anvist til at bo eller hvem der leverer deres pleje. Selvom et behov ikke er varigt, kan det vare ved i lang tid. Der mangler viden om, hvor længe borgere i gennemsnit bor på midlertidige tilbud, men der er mange eksempler på borgere, der bor på midlertidige ophold i flere år. Personer med midlertidige støttebehov har også ret til at have indflydelse på deres eget liv. Derfor mener vi, at retten til frit at vælge et alternativt tilbud også skal udvides til at omfatte midlertidige behov.

Vi mener, i) at der ikke bør indføres et takstloft på alternative tilbud, og ii) at borgere selv frit skal vælge, hvilket midlertidige botilbud efter servicelovens § 107, de ønsker at modtage behandling fra.

Der er i dag ikke tilstrækkelig gennemsigtighed i kommunernes egne omkostningsberegninger ved at drive sociale tilbud. Der er ofte omkostninger, som kommunerne ikke medtager i deres omkostningsberegninger af taksterne – f.eks. til centrale HR, jura og økonomiopgaver, der løses centralt i kommunen, samt forsikringer eller ejendomsomkostninger.

Det er et problem, fordi når kommunerne har et skævt billede af deres egne priser, så starter dialogen med de private også skævt. I værste tilfælde kan det betyde, at kommunen fravælger en privat leverandør på et forkert grundlag, og man risikerer at vælge et kommunalt tilbud, der er uforholdsmæssigt dyrt sammenholdt med tilbuddets kvalitet.

Vi mener, i) at kommunerne skal aflægge årsregnskaber på lige vilkår med de private tilbud for de sociale tilbud der drives af kommunen, og ii) at når et offentlige tilbud bliver pålagt at spare en procentdel af deres budget gennem et år, så skal det fremgår af de regnskabsoplysninger, der fremlægges for socialtilsynet, for at sikre takstsammenligninger tager højde for faste årlige procentvise besparelser. 

Kvindekrisecentre og herberger er en sidste udvej for mennesker med akut brug for hjælp. Derfor er det et af de vigtigste sikkerhedsnet i vores velfærdssamfund.

Regeringen planlægger at indføre et takstloft for kvindekrisecentre og herberger, hvor selvmødeprincippet gælder. Selvmødeprincippet betyder, at den udsatte har ret til hjælp uden en henvisning.

Socialtilsynets bestemmelser regulerer i forvejen taksterne på tilbud med selvmødeprincip. Et takstloft vil derfor være en dobbelt regulering.

Samtidig risikerer forslaget at svække kvaliteten på tilbuddene. Børn og voksne, der er ramt af vold, og mennesker i hjemløshed har brug for høj specialiseret viden og indsatser. Et takstloft vil betyde et strammere lønbudget, som vil føre til ansættelse af flere ufaglærte og frivillige.

Flertallet af kvindekrisecentre og herberger drives i dag af private med høj kvalitet. Indfører vi et takstloft, risikerer vi, at opholdsstederne ikke kan løbe rundt, hvilket vil medføre tab af pladser, viden og kompetencer.

Vi mener, at regeringen ikke bør indføre et takstloft på tilbud med selvmødeprincip.

Der er store forskelle i bedømmelsespraksis blandt de fem socialtilsyn og de individuelle tilsynsførende. Det betyder, at sociale tilbud i alt for høj grad bliver vurderet på ”synsninger” frem for objektive mål, hvilket fører til unødig administration og øgede omkostninger. Vi bør stræbe efter et mere objektivt og fagligt funderet tilsynssystem, hvor alle tilbud behandles ens og i overensstemmelse med samme regelsæt. Den bedste måde strømline bedømmelsespraksis i socialtilsynene er ved at samle tilsynene i én enhed under en samlet ledelse. 

Der er desuden behov for mere ensartet vejledning om, hvordan loven om socialtilsyn tolkes, da den eksisterende vejledning har været uændret i mange år, på trods af flere betydelige ændringer i lovgivningen.

Vi mener, at de fem socialtilsyn skal samles, så der sikres ensarte bedømmelsespraksis.

Der mangler viden på socialområdet om kvaliteten af sociale tilbud og effekten af indsatser. Brugerne og pårørende bør i langt højere grad kunne få indsigt i kvaliteten på de sociale tilbud.

Mere viden om kvalitet er en forudsætning for at kunne forebygge og lære af fejl samt teste effekterne af nye idéer. Vi skal ikke dokumentere alle indsatser eller styre efter proceskrav, men derimod måle på det, der reelt betyder noget.

Vi mener, i) at tilbuds kvalitet skal måles på et objektivt og ensartet grundlag gennem få centrale kvalitetsindikatorer for henholdsvis faglige resultater, borgernes tilfredshed og medarbejdernes trivsel, og ii) at resultaterne skal indrapporteres til et centralt register, f.eks. Tilbudsportalen, for at sikre åbenhed for brugerne.

Rehabilitering er en målrettet samarbejdsproces mellem borger, pårørende og fagfolk med det formål at opnå et selvstændigt og meningsfuldt liv for mennesker med begrænset fysisk, psykisk og/eller social funktionsevne. Rehabilitering baseres på borgerens livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats.

Vi ønsker at styrke private leverandørers rolle i rehabiliterende indsatser for at forbedre borgernes funktionsevne og livskvalitet. Kommunerne er hovedaktører på området og samarbejder med regionerne. Desværre oplever vi, at private leverandører ofte ikke kan deltage i de tværfaglige indsatser, selvom deres bidrag er nødvendigt, f.eks. ved akut behov for psykiatrisk hjælp eller anden sundhedsfaglig indsats.

Vi mener, at private leverandører på lige fod med kommuner og regioner skal kunne indgå i det tværfaglige rehabiliterende samarbejde, herunder ansætte autoriserede sundhedsfaglige kompetencer som indgår i takstberegningsgrundlaget for de velfærdsleverandører der er underlagt Finansieringsbekendtgørelsens regler.