Trends der vil forme e-commerce i 2024
Der er ikke meget lir og måneskud over prioriteterne for e-commerce i 2024. Sigtet vil være indstillet på nærlys, og der er skruet op for fornuften, skriver Mie Bilberg, chefkonsulent i Dansk Industri.
Mit bud er, at det er de helt store dagsordner med de kommende lovkrav, der vil forme strategierne og skabe trends i e-commerce for 2024. Dagsordner som er:
- Bæredygtighed – kravet om ESG-rapportering
- Kunstig intelligens - muligheder med AI og reguleringer
- Data – muligheder, trusler og regulering
I mange år har vi jagtet vækst, men væksten er for mange sat på pause, og prognosen fra DI lyder, at 2024 bliver et lavvækst år. Til gengæld er der fuld tryk på omstillingen af den bæredygtige og digitale slags, især nu hvor nye lovkrav kræver det.
Bæredygtig e-commerce i 2024
Både vejret, COP28 og de nye ESG-lovkrav fra EU minder os om, at der er intet i denne verden, der er vigtigere end omstillingen til en bæredygtig verden. Nye krav om bæredygtighedsrapportering træder i kraft i 2024 og er en del af ”Green Deal-aftalen” besluttet af EU kommissionen. De nye rapporteringskrav skal understøtte en bæredygtig omstilling indenfor både miljø og sociale forhold samt selskabsledelse.
E-commerce virksomheder har potentiale til også at spille en vigtig rolle i den bæredygtige omstilling. Dette gennem tiltag der reducerer miljøpåvirkning, fremmer bæredygtig produktion, forbrug og adfærd. På nogle områder er e-commerce foran, fordi e-commerce driver nye trends som fx re-commerce – som er gensalg af brugte produkter.
Re-commerce blev estimeret til en europæisk vækst på 60% i 2023 af Statista, og udgjorde i 2021 en værdi på €75 milliarder og forventes at udgøre en værdi på €120 milliarder i 2025. Forretningsmodellen blev født med eBay, DBA.dk og Trendsales. Men nu er det også en del af ESG-programmet for fx Zalando, der i starten af 2024 har mere end 500.000 genbrugsvarer til salg på deres platform.
På andre områder er e-commerce stadig på et tidligt stadie, hvor vi kommer til at arbejde målrettet med vores ESG-strategier for at kunne levere på de nye bæredygtighedskrav. Her er tre indsatsområder, jeg forventer vil præge e-commerce i 2024.
1: Reducer miljøbelastning - gennem logistik og returvarer
At reducere miljøbelastningen gælder både i produktionen, men også i salgsprocessen – derfor spiller logistik en afgørende rolle. Heldigvis er leverandørmarkedet på logistikområdet også optaget af den bæredygtige omstilling. Den store hovedpine for e-commerce er dog den høje andel af returvarer især i tøj-og sko-kategorien. Investering i teknologi som AI og AR, der kan hjælpe forbrugeren med at reducere fejlkøb og hjælpe sælgeren med at reducere returvarer, bliver nok et hit for især webshops med salg af tøj og sko. Et andet spor i forhold til at bekæmpe returvarer, vil gå på uddannelse af forbrugerne til at returnere med omtanke.
2: Sociale forhold – fra ordentlighed til diversitet og inklusion
De nye krav om bæredygtighedsrapportering omhandler også sociale forhold. Store e-commerce spillere som Shein og Amazon har nogle lig i lasten på det område, da de ikke er kendt for at have gode medarbejderforhold. Amazon arbejder dog på sagen. På det danske markedet har der også være ugler i mosen med uordnede forhold, mens andre har gjort ordentlighed et konkurrenceparametre. Med den nye ESG-lovgivning er spørgsmålet dog, hvor længe ordentlighed kan være nok til at differentiere sig. Det skaber dog et godt fundament at komme videre på og til at løfte virksomheden gennem arbejdet med sociale forhold. Her ser vi i Dansk Industri interesse for at fremme diversitet og inklusion, som var et tema for ”Talentfaktor i e-commerce konferencen” i 2023 – hvor mange virksomheder underskrev et Diversitetsløfte. Vi tror, at den trend spreder sig også i e-commerce i 2024.
3: Ledelsesmæssige forhold – gennem kultur og transparens
Bæredygtige e-commerce virksomheder vil være i en god position til at tiltrække og fastholde kunder og medarbejdere, hvis de går transparent til værks. En kultur, der fremmer bæredygtige valg, vil også vinde frem indenfor e-commerce. Vi ser det allerede nu i de store e-commerce virksomheder, der aflægger bæredygtighedsregnskaber. Det vil sprede sig til mindre virksomheder også, både fordi at det sikrer leverandøraftalerne til de store virksomheder, og fordi forbrugerne efterspørger det, men også fordi det er måden at fremtidssikre sin forretning på og ikke mindst fordi, det er et konkurrenceparameter i forhold til de kinesiske shoppingapps, der desværre vinder hastigt terræn også på dansk jord.
Læs også: ESG i e-commerce
Meget mere kunstig intelligens
2023 blev året, hvor danske virksomheder igen, igen viste, hvor hurtigt vi kan omstille os. 48% af de danske virksomheder bruger kunstig intelligens allerede, men kun 15% har en strategi for brug af AI. DI har været ude med anbefalinger om at gå mere strategisk til værks. Mon ikke at de danske virksomheder laver et sporskifte og flytter sig fra ”plus AI” i 2023 til ”AI plus” i 2024, nu hvor der også er kommet en politisk aftale på plads om et europæisk regelsæt for brugen af kunstig intelligens i hele EU.
Her er tre områder indenfor e-commerce, hvor brug af AI vinder frem:
1: Personaliseret shopping oplevelse – og din nye digitale ekspedient
Anbefalingsmotorer der både bruger og opsamler data, som kan omsættes til gode anbefalinger. Dette øger konverteringen, forbedrer kundeoplevelsen og bruges af den nye personlige digitale AI-ekspedient, som guider onlinekunden til de helt rigtige købsbeslutninger. Branchen forventer sig meget af den nye digitale ekspedient.
2: Forudsig priser og tilbudsoptimering – tak for det, endelig en digital spåkugle
AI kan bruges til at optimere priser og tilbud baseret på realtidsdata og markedsanalyse. Ved at implementere ”predictive pricing-algoritmer”, der evaluerer efterspørgsel, konkurrencesituation og andre faktorer, kan man justere priser dynamisk. Ved at analysere historiske data kan AI også forudsige optimale tidspunkter for at tilbyde rabatter eller lancere kampagner. Dette øger ikke kun konverteringerne, men kan også hjælpe med at maksimere indtægter ved at tilpasse priserne til markedets dynamik. Alt sammen noget der er brug for i 2024, hvor hver en kroner tæller i et forventet lavvækst år.
3: Effektivisering gennem lagerstyring og returvarer – en ny hovedpinespille
Som tidligere nævnt, er returvarer en af e-commerce store hovedpiner. Det er dyrt, og det modarbejder den bæredygtighedsdagsorden, som mange danske virksomheder kæmper for. Heldigvis kan kunstig intelligens hjælpe, og jeg tror, at vi kommer til at se nye løsninger og et mere mangfoldigt udbud her. Men her og nu vil flere investere i bedre produkt-fremstillinger på webshoppen for at reducere fejlkøb. Der vil også forsat være fokus på at optimere det dyre lager bl.a. gennem brug af avancerede algoritmer, der kan hjælpe med at forudsige, hvilke produkter der vil være i høj efterspørgsel og automatisere lagerstyring. I andet kvartal regnskabet fra Amazon afslørede de, hvordan.
Læs også: Fem taktikker til AI i e-commerce
Data – sikkerhed, modenhed og første partsdata
Det sidste store område er ikke nyt. Data - det har vi godt nok talt om i mange år, men det nye er, at med krig i Europa er cyber-sikkerhed blevet en væmmelig og nærværende daglig kamp om at beskytte sig selv.
Europæiske virksomheder oplever i stigende grad cyber-angreb. For at skærpe sikkerheden trådte et NIS2 direktiv i kraft den 16. januar 2023, men det skal være implementeret senest den 17. oktober 2024. At beskytte sig selv, er som følge af krig, og som følge af ny lovgivning, også blevet en trend i e-commerce.
Men der er også en anden side af data.
For, hvor vi på den ene side er sårbare ved at skulle beskytte den data, som vi har, er vi på den anden side motiveret til at opsamle og anvende endnu mere data. Jagten på første partsdata forsætter, både fordi at cookiedata forsvinder i 2024 og fordi at jo stærkere et datastyret grundlag virksomheden bygger på, jo mere data-modent er virksomheden nød til at være. Det påvirker både forretningsmulighederne og hele værdiansættelsen af virksomheden. Med andre ord – data´en siger, at vi nok bliver endnu mere datadrevne i 2024.
Med talent, viden, omstillingsparathed vil danske virksomheder vinde
Danske virksomheder er som superhelten ”Wonder Woman”, der med sit magiske sværd bekæmper alle udfordringer – eller er vi?
Ikke helt. Vi sakker bagud, når det gælder e-eksport. DI har opfundet e-handelsbalance barometret og har i flere år kunne oplyse, at det går den gale vej, og 2023 blev historisk dårligt på den front. I 2024 forsætter vi med fuld fokus på vigtigheden i, at danske virksomheder husker, at den digitale omstilling inkluderer også eksportsalget.
Læs også: De ti største e-commerce markeder i verden
Heldigvis så vi i de nye tal fra Danmarks statistik i efteråret en stigning på et procent point i andelen af danske virksomheder med e-commerce. 37% af de danske virksomheder med +10 ansatte sælger nu digitalt. Men den udvikling skal der mere fart på, ellers taber vi for alvor, og vores status som handelsnation vil vakle.
Til digital udvikling skal vi bruge talent, men hver femte danske virksomhed har en eller flere ledige stillinger indenfor e-commerce, så her er problemer. Den gode nyhed er, at i 2024 starter Danmarks første bacheloruddannelse i e-commerce og digital marketing, og Dansk Industri er på bolden. Godt nytår.
Læs også: Vækstvirksomheden The Army Painter kan ikke få armene ned over den nye uddannelse
Læs også: Ny uddannelse bliver hjerteblod for Grundfos
Denne artikel var først udgivet som en klumme på DetailWatch